Den stille pige

I mit første indlæg, hvor jeg byder velkommen, skriver jeg kort, at jeg ikke bryder mig om at være social. Det er det, dette indlæg skal handle om. Det bliver derfor et meget personligt indlæg, som jeg håber I vil tage godt imod.

I alle mine 21 år, har jeg aldrig brudt mig om, at være social. Det siger mig ikke noget, og det har det aldrig gjort. Det skal dog ikke lyde som om, at jeg som barn aldrig har været ude hos andre børn på samme alder. For det har jeg. Jeg vil bestemt mene, at jeg har haft sunde relationer som barn. Det er ikke det, der er grunden til, at jeg ikke vil være social. Jeg skal nok komme ind på grunden.

Når jeg møder ind på studiet sidder jeg mig helst lidt væk fra de andre, eller sammen med min studiegruppe (som jeg iøvrigt er virkelig glad for). Til frokost bliver jeg siddende på min plads, da jeg oftest ikke spiser frokost. I ny og næ smutter jeg med min studiegruppe, som jeg har et godt forhold til. Når vi har fri følges jeg med studiegruppen indtil vores veje skilles, og så cykler jeg ellers hjem, hvor min kæreste og 2 skønne katte venter. Når jeg er hjemme er jeg HJEMME. Jeg vil helst ikke ud og være sammen med andre, eller have besøg. Når jeg skriver det her, får jeg de grimmeste tanker, om at jeg er ensom, og for at være ærlig er der en tåre, der presser sig på.

Men jeg er IKKE ensom, jeg er bare mig. Det er et valg jeg selv har truffet. Jeg elsker at være hjemme. Også alene. Min kæreste kan få lov til, at være sammen med hans venner, så meget som han vil. Han bestemmer helt selv, hvad han vil bruge sin dag på, ligesom jeg selv bestemmer, om jeg vil sidde derhjemme alene eller om jeg vil ud.

Jeg nyder at have besøg af min familie og mine nærmeste veninder. Ligesom jeg nyder, at tage ud og spise og hygge med dem. Men så snart det kommer til folk, jeg ikke rigtig kender eller vil kende, så er det noget andet. Jeg har hele mit liv vidst, at jeg selv bestemte, hvem jeg ville kende og bruge min tid på. Derfor er jeg oftest også blevet kaldt arrogant og asocial. Og lige præcis at blive kaldt arrogant, har ramt hårdt. For hvis der er noget, jeg ikke er, så er det arrogant. Jeg vælger bare med omhu.

Jeg er blevet trådt på, og en dag tror jeg bare jeg vågnede og sagde stop. Aldrig mere, om jeg skulle trædes på eller nedgøres, af mennesker jeg ikke kender, og som vigtigst af alt ikke kender mig. Der er ikke mange, der kender mig, og det passer mig fint. Jeg vil gerne være usynlig. Jeg vil gerne være hende den stille, som man nogle gange kigger på og undre sig.

Når jeg skriver som jeg gør, er det ikke for at skabe en masse opmærksomhed på lige netop mig, men på emnet. Det er ikke alle, der har brug for, eller lyst til at være sammen med en masse og have en masse venner og bekendtskabet.  For mig er det almindeligt, men det er ikke alle, der ser sådan på det. Jeg synes bestemt ikke, at man skal holdes udenfor eller blive kaldt ting, blot fordi man har det bedst når man er alene.

Jeg er som skrevet blevet kaldt ting som arrogant osv., også af folk, der ikke har brugt så meget som 1 sekund på, at lære mig at kende. Alligevel rammer det. Jeg er hverken ensom, arrogant eller asocial…

…JEG ER BARE MIG…