I dette indlæg vil jeg gerne slå et slag for OrganiCup!

Sidste sommer købte min mor mig, en OrganiCup, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke var begejstret. Hun havde endda købt den største størrelse. Det var pinligt, i mine øjne på daværende tidspunkt, og jeg havde slet ikke lyst til at prøve den. Så jeg endte faktisk med, at vente 1 menstruation før jeg prøvede den.

Nu kan jeg ikke undvære den. Jeg overvejer endda at købe en mere, til at have liggende i min skoletaske, hvis det nu skulle komme uventet.

Jeg har altå OrganiCup i model B. Det er modellen til dem, der har født. Det har jeg ikke, men jeg er bare en af dem, der har en voldsom menstruation. Det har været pinligt lige siden jeg var 13 år. Jeg har aldrig kunne sidde en hel time i folkeskolen eller på gymnasiet, uden at skulle på toilettet og skifte bind. Jeg har aldrig brugt tampon, da det har gjort ondt. Så min eneste mulighed, har været bind eller p-piller, og p-piller har aldrig været et valg for mig.

Jeg ved jeg næppe kan være den eneste, der har problemer med at sidde en hel undervisningstime, uden at skulle på toilettet. Det er pinligt, og ikke særlig rart. Vi kan ikke komme uden om, at det ikke er et emne vi snakker så meget om. Det er mest noget man holder for sig selv.

Det er det dog ikke for mig mere. Jeg er blevet gladere og mere tryg ved at tage i skole, mens jeg har min menstruation. Det er ikke længere pinligt, for nu kan jeg sidde en hel dag på skolebænken, uden at frygte at bløde igennem. Jeg synes heller ikke det er pinligt, at snakke om mere. Nu fortæller jeg gerne folk om mine oplevelser.

Jeg kan anbefale at man prøver OrganiCup, hvis man vil spare penge, slippe for kemikalier, slippe for lugten og hvis man vil være mere tryg. Det har i hvert fald været min bedste sommer, uden frygt, for at man kan se bind hænge uden for trussen, uden lugten og uden at bløde igennem.

Koppen kan købes her, og man kan læse meget mere om OrganiCup her.

Jeg er i fuld gang, med at gøre klar til, at vise, hvad jeg har i min skoletaske. Der er bare en del, der skal laves, da jeg har tænkt mig, at tage billeder af det hele. Og lige på det punkt er jeg meget perfektionistisk, så det kan godt være det først kommer op, i løbet af næste uge.

Dette indlæg kommer til, at handle om det at være på SU, og samtidig have råd til at leve. Min kæreste og jeg lever godt, uden at mangle noget. Det gør vores katte heller ikke, og det vil de heller aldrig komme til. Jeg er en af de personer, der kunne bo i en papkasse, men mine katte skal have det godt.

Her i hjemmet bruger vi 1.000,- om måned på mad og andre indkøb, men ofte har vi lidt tilbage, som vi så bruger på hygge den næste måned, eller bare ligger oveni de næste 1.000,-. Grunden til, at vi bruger så lidt, er at jeg hverken spiser morgenmad eller frokost. Så der er det kun manden i huset, der skal have mad.

Netflix er 99,- om måneden og internet 200,-

Min telefonregning betaler min mor, og den anden lyder på 100-150,- om måneden.

Ungdomskort er 627,- om måneden, som vi deles om at betale.

Hver måned overfører vi i hvert fald 500,- til hver vores opsparing.

Vores elregninger ligger på 800-900,- hver tredje måned. Vand og varme er aconto.

Kattemad bliver købt hver halve år, og lyder på 800-900,-. Kattegrus, snacks og legetøj bliver købt sammen med vores indkøbsbudget.

Vi har både indbo- og ulykkesforsikring, som vi betaler en gang om året, men det svarer til 260,- om måned, som vi ligger til side.

Vores husleje ligger på 4.000,- i egen lejlighed, som er købt som forældrekøb, og vi får hver især udbetalt 5.132,- i SU.

Jeg kan på et tidspunkt dele en måneds indkøb, så I kan se, hvad vi bruger vores penge på.

Jeg startede på 3. semester i mandags! Det har været dejligt med lige knap 2 måneders ferie. Den er blevet nydt, på trods af vejret. Jeg har dog alligevel set frem til, at starte igen, da det er det, der interesserer mig, og det er det jeg vil. Så er det bare meget sjovere, at komme afsted om morgen.

Herhjemme står vi op 06.30, for at jeg kan komme med bussen til stationen og så videre med tog i 15 minutter. Lige pt. tager jeg bussen, da min cykel er flad, og jeg har simpelthen haft så travlt, så den er ikke blevet pumpet endnu. Men jeg må nok hellere snart tage mig sammen, så jeg kan cykle igen. Jeg bor nemlig kun 4 km fra stationen..

Jeg har store forventninger til dette semester, og jeg glæder mig meget til at se, hvad det kommer til at indeholde. Om ikke så længe skal vi i 2. praktik, og det glæder jeg mig til, og efterfølgende venter vores valgte specialiseringer.

Vi er desværre blevet en mindre i vores studiegruppe, så det skal vi lige vænne os til. Nu er vi kun 2. Det er lidt i underkanten, men vi er begge enige i, at vi ikke har lyst til at have andre med, på det her tidspunkt. Vi er kommet så langt, at det ikke er noget, vi tør tage chancer med. Vi kan stole på hinanden, og det synes jeg er yderst vigtigt, når man skal arbejde sammen. Det er vigtigt, at man kan stole på, at den anden part, laver det man har aftalt. Kan man ikke nå det, ved vi at det er en selvfølge man lige underetter hinanden. Så vi tør simpelthen ikke have en mere med, men nu må vi se, hvad der sker.

Indtil videre kan jeg se, at vi vil have en ugentlig studiedag, og det er egentlig meget rart. Det er selvfølgelig så vi kan læse hjemme, men tror alle vi studerende, betragter det som en fridag, en tiltrængt en. På vores skema er der sat 8 timer af, til at hjemmestudie, men jeg tror jeg taler på alle studerendes vegne, når jeg siger, at man næppe sidder 8 timer i streg og læser. Jeg bruger nogle gange dagene til, at få læst op, men aldrig 8 timer eller i nærheden af.

På trods af, at jeg er på 3. semester, har vi først lige taget hul på et modul, der hører til 1. semester, og derfor skal vi også til eksamen, om ikke så længe. Det ser jeg ikke frem til, da det fra 1. semester er så langt væk, og det er jeg blevet lidt usikker på. Grunden til, at vi først har det modul nu, er på grund af noget sygdom i lærestaben, og det er så endnu engang gået ud over de studerende. Vi er bagud i forhold til de andre studier, der ligger i sammen region. Det betyder blandt andet for de studerende, at det ikke er nemt, at blive overflyttet, hvis man fik behov for det, da modulerne ikke passer. Det er der mange, der er blevet ramt af på mit hold, og det er ærgerligt, hvis man gerne vil flytte. Jeg bliver heldigvis, hvor jeg er.

Jeg tænker at, jeg inden så længe vil vise, hvad jeg har med i min skoletaske, når jeg drager afsted mod studiet. Jeg er en af dem, der holder det simpelt, for ikke at slæbe så meget, men det kan I få at se.

I mit første indlæg, hvor jeg byder velkommen, skriver jeg kort, at jeg ikke bryder mig om at være social. Det er det, dette indlæg skal handle om. Det bliver derfor et meget personligt indlæg, som jeg håber I vil tage godt imod.

I alle mine 21 år, har jeg aldrig brudt mig om, at være social. Det siger mig ikke noget, og det har det aldrig gjort. Det skal dog ikke lyde som om, at jeg som barn aldrig har været ude hos andre børn på samme alder. For det har jeg. Jeg vil bestemt mene, at jeg har haft sunde relationer som barn. Det er ikke det, der er grunden til, at jeg ikke vil være social. Jeg skal nok komme ind på grunden.

Når jeg møder ind på studiet sidder jeg mig helst lidt væk fra de andre, eller sammen med min studiegruppe (som jeg iøvrigt er virkelig glad for). Til frokost bliver jeg siddende på min plads, da jeg oftest ikke spiser frokost. I ny og næ smutter jeg med min studiegruppe, som jeg har et godt forhold til. Når vi har fri følges jeg med studiegruppen indtil vores veje skilles, og så cykler jeg ellers hjem, hvor min kæreste og 2 skønne katte venter. Når jeg er hjemme er jeg HJEMME. Jeg vil helst ikke ud og være sammen med andre, eller have besøg. Når jeg skriver det her, får jeg de grimmeste tanker, om at jeg er ensom, og for at være ærlig er der en tåre, der presser sig på.

Men jeg er IKKE ensom, jeg er bare mig. Det er et valg jeg selv har truffet. Jeg elsker at være hjemme. Også alene. Min kæreste kan få lov til, at være sammen med hans venner, så meget som han vil. Han bestemmer helt selv, hvad han vil bruge sin dag på, ligesom jeg selv bestemmer, om jeg vil sidde derhjemme alene eller om jeg vil ud.

Jeg nyder at have besøg af min familie og mine nærmeste veninder. Ligesom jeg nyder, at tage ud og spise og hygge med dem. Men så snart det kommer til folk, jeg ikke rigtig kender eller vil kende, så er det noget andet. Jeg har hele mit liv vidst, at jeg selv bestemte, hvem jeg ville kende og bruge min tid på. Derfor er jeg oftest også blevet kaldt arrogant og asocial. Og lige præcis at blive kaldt arrogant, har ramt hårdt. For hvis der er noget, jeg ikke er, så er det arrogant. Jeg vælger bare med omhu.

Jeg er blevet trådt på, og en dag tror jeg bare jeg vågnede og sagde stop. Aldrig mere, om jeg skulle trædes på eller nedgøres, af mennesker jeg ikke kender, og som vigtigst af alt ikke kender mig. Der er ikke mange, der kender mig, og det passer mig fint. Jeg vil gerne være usynlig. Jeg vil gerne være hende den stille, som man nogle gange kigger på og undre sig.

Når jeg skriver som jeg gør, er det ikke for at skabe en masse opmærksomhed på lige netop mig, men på emnet. Det er ikke alle, der har brug for, eller lyst til at være sammen med en masse og have en masse venner og bekendtskabet.  For mig er det almindeligt, men det er ikke alle, der ser sådan på det. Jeg synes bestemt ikke, at man skal holdes udenfor eller blive kaldt ting, blot fordi man har det bedst når man er alene.

Jeg er som skrevet blevet kaldt ting som arrogant osv., også af folk, der ikke har brugt så meget som 1 sekund på, at lære mig at kende. Alligevel rammer det. Jeg er hverken ensom, arrogant eller asocial…

…JEG ER BARE MIG…

Velkommen til mit stille univers. 

Jeg vil helst gerne være anonym, da min blog blandt andet kommer til, at være kritisk i forhold til en række ting. Blandt andet det at være studerende på en videregående uddannelse, som jeg er i øjeblikket. Jeg er nemlig i gang med at læse til pædagog på Professionshøjskolen Absalon, det der tidligere hed UCSJ.

Udover at jeg læser til pædagog, kan jeg også fortælle, at jeg er 21 år og er ejer af 2 søde katte: 1 huskat og 1 racekat. Jeg bor i egen lejlighed med min kæreste gennem 2 år.

Udover at skrive om det at være studerende, vil jeg også skrive om bøger, da jeg læser meget. Dog ikke så meget som jeg ønsker. Jeg regner med, at jeg vil skrive en lille anmeldelse, når jeg har læst en bog færdig, samt give den stjerner.

Min blog hedder mit stille univers fordi jeg altid er meget stille. Jeg er den generte pige, der helst holder mig for mig selv. Også selvom jeg er 21 år. Jeg bryder mig ikke om at være social. Det kommer der nok også et indlæg om på et tidspunkt, da det er et emne, der fylder meget.

Jeg håber I vil læse med, og være med til, at skabe nogle gode debatter. Alle skal være velkommen til at kommentere.