Hej verden!

Velkommen til Bloggers Delight. Dette er dit første indlæg. Rediger eller slet det og begynd så at blogge!

Blogger?

Dette indlæg kommer til at handle om det, at være blogger og hvad det egentlig betyder? Jeg skriver ikke dette, fordi jeg selv er blogger, for det kan man næppe kalde mig endnu! Og det er jeg faktisk ret glad for, da jeg ikke selv mener, at jeg er klar til at være en med indflydelse på nogen. Det er faktisk heller ikke noget, jeg har lyst til, at være på nuværende tidspunkt.

Men hvad betyder det, at være blogger nu om dage, og hvorfor er det noget, man så gerne vil være? Jeg forstår ganske enkelt ikke mange bloggere. Jeg vil ikke skære alle over en kam, men hopper man på fx. YouTube, Snapchat eller Instagram finder man ret heftige opslag. Opslag jeg ikke mener, burde ligge tilgængeligt på nettet, når det er noget alle bruger.

Hvad mener jeg så med det? Jeg mener at mange bloggere tænker på de penge, de tjener og ikke det, de ligger ud offentligt. I dag handler det i højere grad om, at spille dum, være åbensindet over for forskellige kroppe og at være vellidt af alle.

Hvis der er en ting, jeg ikke kan have er det, at man ligger billeder ud på Instagram og skriver indlæg om vægt. Om at alle er smukke og fantastiske som de er. For så en uge efter at ligge et billede ud af sine åleslanke krop, med et misvisende citat. Alle er smukke som de er! Men hold kæft, hvor er jeg taknemmelig for, at jeg er blevet opdraget til at elske mig selv. For hvis jeg ikke var det, er jeg sikker på, at jeg var knækket for lang tid siden.

Det er lige præcis det samme som, når make up bloggere ligger billeder ud, hvor de er neutrale  og så med make up.. Gud hvor er jeg stødt på mange, der ikke var neutrale på de billeder, hvor de skriver de var! Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man vil “misbruge” sin indflydelse på den måde. “Nej søde, du er ikke neutral, når du allerede har lagt det første lag“.

Jeg bliver så ked af det på andres vegne. Jeg ved godt forældrene til de børn og unge, der sidder og ser det, har et ansvar. Men det har bloggere i mine øjne også. Det er ikke bloggerne, der har det største ansvar, men man skal huske på, at det er mennesker, med forskellige baggrunde, der sidder og ser med. Det tror jeg tit man glemmer. Jeg tror der er en tendens til at bloggere tror, at alle har det godt og et perfekt liv. Sådan er det bare ikke, og så kan det ikke være rart, at logge på de sociale medier og se, at man kun har et perfekt liv, hvis man lever som de bloggere nettet flyder med.

Praktik

I et tidligere indlæg, skrev jeg, at jeg havde travlt med en masse. Blandt andet med det praktiske inden 2. praktik. Nu er praktikstedet fundet, og jeg har mildest talt været grædefærdig. Jeg har grædt mig selv i søvn, og så tænker man sikkert, slap af!

Jeg har været så uheldig at få en praktikplads, hvor jeg skal tage offentlig transport, ud og have en cykel mere og få det hele til at hænge sammen. Jeg har tidligere benyttet offentlig transport på den strækning, og den er virkelig ustabil. Nogle dage kunne jeg stå og vente 2 timer på toget. Det er altså bare ikke sjovt, når man vil hjem til sin familie og have aftensmad eller når man bliver nødt til at aflyse aftaler.

Den sidste praktik tog hårdt på mig, og jeg havde virkelig gåpåmod, men det forsvandt hurtigt. Jeg var et sted, hvor jeg ikke ville være, og hvor jeg ikke var ønsket, men hvor kommunen havde tvunget dem til det. Denne gang har jeg intet gåpåmod, og jeg vil virkelig ikke. Så jeg kan ikke se, hvordan jeg skal kunne klare det i et halvt år. Det er et halvt år, et sted man ikke har lyst til at være, hvor den offentlige transport er ustabil og hvor man allerede nu ved, at man nogle dage skal op før solen.

Skolen har ikke været villige til at hjælpe, på trods af at jeg har skrevet, at jeg måske i sidste ende, kan være nødsaget til at droppe uddannelsen. Det kan godt være jeg vil være pædagog, men det vil jeg altså ikke på bekostning af mit helbred. I den 1. praktik kunne jeg komme grædende hjem på grund af omstændighederne i institutionen og der var heller ingen hjælp at hente fra skolen. Jeg var træt, og ikke træt fordi jeg havde arbejdet, for så skulle jeg nok finde noget andet at lave. Men træt fordi, jeg blev kostet  rundt med. Jeg lavede intet pædagogisk. Jeg sørgede for alt det praktiske, som at gøre rent, gå ud med skrald osv.

Men hvad gør man så, når man står i en situation man ikke vil? Jeg tager mig sammen og prøver. Det er det eneste jeg kan. Men jeg kan heldigvis og råde andre, der vil være pædagoger til at holde sig fra UCSJ, eller Professionshøjskolen Absalon, som de så fint vil hedde. Det er godt de har styr på det, når de ikke har styr på andet..

Kufferter

Om ikke så længe, skal jeg ud og rejse. På denne rejse, har jeg kun tænkt mig, at medbringe håndbagage, da det er billigere og hurtigere. Jeg slipper for at betale flere penge og jeg kommer hurtigere ud af lufthaven, på en bus og hen til mit hotel.  Derudover slipper jeg også for, at min kuffert forsvinder eller bliver ødelagt. Begge ting, jeg før har været udsat for.

Men i den anledning har jeg lavet en lille ønskeliste med de kufferter, jeg går og drømmer om. Både billige og de lidt dyrere. Måske andre kan blive inspireret.

1 kan købes her, 2 her, 3 her og 4 her

Jeg er ikke så meget til helt sorte kufferter, da jeg synes det bliver for mørkt og ens. Skriver jeg mens, jeg er igang med at pakke i min sorte kuffert 🙂 Jeg er helt tosset med lyse farve, så det repræsentere det, man meget gerne skulle føle, når man er på vej på ferie. Så det må blive et køb, inden næste ferie.

Sociale medier

Det her indlæg, bliver et anderledes et, og et personligt et, med mine personlige meninger!

Jeg er på de sociale medier. Gerne flere gange om dagen, og måske også for meget. Det står jeg gerne ved, selvom jeg ikke er stolt af det. Det jeg bruger mest, er nok Instagram, da jeg finder det interessant at se andre, med samme passioner som mig. Men i mit feed, er der ofte også mange bloggere, med børn. Ofte blokere jeg dem, det kan jeg godt være ærlig og skrive.

Hvorfor blokere dem? Jo, fordi jeg ikke bryder mig om børnebilleder på de sociale medier.. Det hører ikke til, og jeg synes ikke det er i orden. Det er grænseoverskridende på så mange måder. Plus de mødre, der deler billeder af deres børn, går ofte i en offerposition, når følgere skriver til dem, at de hellere skulle lægge telefonen væk. De eneste ofre i den sammenhæng er børnene.

Hold dog mund, og følg med tiden. Prøv at søge på dit eget navn på Google, og se hvilke billeder, det er der kommer frem.. Det er helt VILDT! Søger jeg på mit navn, kommer der heldigvis ikke så mange billeder frem, for jeg er meget privat. Men en veninde søgte på sit eget navn, og frem kom udelukket billeder af hendes børn. Hvis det ikke er tankevækkende, så ved jeg det virkelig ikke. Jeg ved godt, at det nok er få, der sidder og søger efter ens navn, men sådan er det jo ikke, hvis man er blogger eller kendt på den ene eller anden måde.

Jeg har også været udsat for, at der var en mor, der var sur over, at en lille virksomhed, havde brugt et billede af hendes lille barn, kun iført en hue. Hvordan kan man blive sur over det?? Deler man ikke billedet offentligt, så folk skal se det? Eller har man en tro på, at man har helt styr på, hvem der ser billederne? Instagram har nogle retningslinjer, og dem burde man læse inden man smider billeder ud. Morens problem var vidst større end, at denne lille virksomhed havde delt billedet, når billedet i forvejen ligger på Google, og vil komme frem ved at søge på hendes navn, samt de # hun har valgt at benytte.

Prøv blandt andet at søg på #mitlivsommor. Der ligger tonsvis af billeder af børn, som alle har mulighed for at se. Der er langt fra et privat fotoalbum, til en Instagram og så til at det ligger frit tilgængeligt på Google. Man kan også prøve at søge på #mindatter eller noget helt tredje.

Jeg bliver så sur, og i mine øjne er det ikke i orden. Jeg følger med tiden, og jeg benytter mig af de sociale medier, men jeg benytter dem med omhu. Det vil jeg nok altid gøre, og især når jeg får børn. Jeg har ikke altid benyttet de sociale medier med omhu, og jeg fik i mine yngre dage, ofte at vide, at jeg ikke måtte ligger billeder ud, af bestemte personer. Jeg gjorde det alligevel, og jeg har efterfølgende lært, hvad de mente. Nogle af billederne ligger nok stadig derude, og det er min skyld, ikke andres. Jeg delte dem, og jeg slipper for konsekvenserne. Det gør børnene ikke, da det er billeder af dem.

Jeg forstår udemærket godt, at man er stolt af sit barn, men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det er vigtigt, at dele det med alle?! Er det fordi man ikke forstår konsekvenserne eller er det bare fordi, man virkelig ikke tænker længere ud i fremtiden?

Lad mig stille et personligt spørgsmål: Hvad ville du sige til, hvis der er nogle, der gemmer de billeder, du deler af dit barn på de sociale medier? Hvad ville dit barn sige til det?

Ferie snak

Der har ikke rigtig været tid, til at skrive så meget. Desværre, men der har simpelthen været så meget. Jeg er blandt andet i gang, med at skrive et par opgaver, gøre klar til praktik og planlægge ferie. Så her er der gang i den.

Studiet fylder ret meget, på grund af et par opgaver, der snart skal være færdige, og derefter præsenteres. Derudover er vi også igang, med at planlægge praktik, som vi snart skal i. Det fylder også ret meget, og måske mere, end jeg havde regnet med. Jeg glæder mig virkelig meget, og jeg ser frem til alt det vil bringe.

Lige om lidt er det efterårsferie, og der er min kæreste og jeg igang med at planlægge at vi skal på ferie. Vi kigger lidt, og undersøger mulighederne, for at tage afsted på en uges ferie. Men der er meget, der skal hænge sammen. Det er ikke sådan lige, og slet ikke, da jeg endnu ikke ved om jeg vil få fri fra studiet. Det er der lidt usikkerhed omkring, og det er sådan set det eneste, der holder os tilbage lige nu.

Jeg holder af, at rejse og derfor går det mig også på, at jeg endnu ikke ved, om det bliver muligt for os, at tage ud i verden sammen. Min kæreste og jeg har kun rejst 1 gang sammen, og der gik turen til Spanien. Det er ved at være et år siden, og vi trænger til lidt sol og varme igen. Desværre, er vi ikke altid enige om, hvad vores penge skal bruges til 😉 Jeg vil gerne spare sammen til rejser, og så spare lidt i hverdagen. Det er han ikke helt enig i, og vil hellere først rejse, når vi har rigtigt råd. Altså når vi har råd til alt, mens vi er afsted.

Når det kommer til sådanne ting, kan man godt fornemme at vi er opvokset forskelligt. Jeg rejser på budget, og det er han ikke så vant til. Det skal gerne være fint, og der skal ikke mangle noget. Det kan man bare ikke, når man er på SU. I hvert fald ikke hvis, man vil rejse så meget som mig. For hvis det stod til mig, skulle vi i hvert fald rejse, flere gange om året. I de sidste 3 år, har jeg kun været ude og rejse 4 gange. 2 gange det ene år. Det er ikke nok for mig, selvom jeg ved det ikke er alle, der har muligheden for at rejse.

Jeg er forelsket i Spanien, og har været det siden jeg var helt lille. Jeg er kommet der i over 10 år, og jeg er sikker på, at det er noget jeg vil bringe videre en dag. Jeg går nemlig med tankerne om at købe en lejlighed dernede, og give mig selv muligheden for at tage derned så ofte som muligt. Det er selvfølgelig en plan, der ligger langt ude i fremtiden.

Derudover har jeg også en drøm om, at flytte derned i et års tid for at arbejde, og for at lære sproget. Det er simpelthen det smukkeste sprog, som jeg desværre endnu ikke har lært. Det er blevet lettere for mig, at forstå, men jeg har endnu ikke lært at tale det selv.

 

OrganiCup

I dette indlæg vil jeg gerne slå et slag for OrganiCup!

Sidste sommer købte min mor mig, en OrganiCup, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke var begejstret. Hun havde endda købt den største størrelse. Det var pinligt, i mine øjne på daværende tidspunkt, og jeg havde slet ikke lyst til at prøve den. Så jeg endte faktisk med, at vente 1 menstruation før jeg prøvede den.

Nu kan jeg ikke undvære den. Jeg overvejer endda at købe en mere, til at have liggende i min skoletaske, hvis det nu skulle komme uventet.

Jeg har altå OrganiCup i model B. Det er modellen til dem, der har født. Det har jeg ikke, men jeg er bare en af dem, der har en voldsom menstruation. Det har været pinligt lige siden jeg var 13 år. Jeg har aldrig kunne sidde en hel time i folkeskolen eller på gymnasiet, uden at skulle på toilettet og skifte bind. Jeg har aldrig brugt tampon, da det har gjort ondt. Så min eneste mulighed, har været bind eller p-piller, og p-piller har aldrig været et valg for mig.

Jeg ved jeg næppe kan være den eneste, der har problemer med at sidde en hel undervisningstime, uden at skulle på toilettet. Det er pinligt, og ikke særlig rart. Vi kan ikke komme uden om, at det ikke er et emne vi snakker så meget om. Det er mest noget man holder for sig selv.

Det er det dog ikke for mig mere. Jeg er blevet gladere og mere tryg ved at tage i skole, mens jeg har min menstruation. Det er ikke længere pinligt, for nu kan jeg sidde en hel dag på skolebænken, uden at frygte at bløde igennem. Jeg synes heller ikke det er pinligt, at snakke om mere. Nu fortæller jeg gerne folk om mine oplevelser.

Jeg kan anbefale at man prøver OrganiCup, hvis man vil spare penge, slippe for kemikalier, slippe for lugten og hvis man vil være mere tryg. Det har i hvert fald været min bedste sommer, uden frygt, for at man kan se bind hænge uden for trussen, uden lugten og uden at bløde igennem.

Koppen kan købes her, og man kan læse meget mere om OrganiCup her.

Budgetter?

Jeg er i fuld gang, med at gøre klar til, at vise, hvad jeg har i min skoletaske. Der er bare en del, der skal laves, da jeg har tænkt mig, at tage billeder af det hele. Og lige på det punkt er jeg meget perfektionistisk, så det kan godt være det først kommer op, i løbet af næste uge.

Dette indlæg kommer til, at handle om det at være på SU, og samtidig have råd til at leve. Min kæreste og jeg lever godt, uden at mangle noget. Det gør vores katte heller ikke, og det vil de heller aldrig komme til. Jeg er en af de personer, der kunne bo i en papkasse, men mine katte skal have det godt.

Her i hjemmet bruger vi 1.000,- om måned på mad og andre indkøb, men ofte har vi lidt tilbage, som vi så bruger på hygge den næste måned, eller bare ligger oveni de næste 1.000,-. Grunden til, at vi bruger så lidt, er at jeg hverken spiser morgenmad eller frokost. Så der er det kun manden i huset, der skal have mad.

Netflix er 99,- om måneden og internet 200,-

Min telefonregning betaler min mor, og den anden lyder på 100-150,- om måneden.

Ungdomskort er 627,- om måneden, som vi deles om at betale.

Hver måned overfører vi i hvert fald 500,- til hver vores opsparing.

Vores elregninger ligger på 800-900,- hver tredje måned. Vand og varme er aconto.

Kattemad bliver købt hver halve år, og lyder på 800-900,-. Kattegrus, snacks og legetøj bliver købt sammen med vores indkøbsbudget.

Vi har både indbo- og ulykkesforsikring, som vi betaler en gang om året, men det svarer til 260,- om måned, som vi ligger til side.

Vores husleje ligger på 4.000,- i egen lejlighed, som er købt som forældrekøb, og vi får hver især udbetalt 5.132,- i SU.

Jeg kan på et tidspunkt dele en måneds indkøb, så I kan se, hvad vi bruger vores penge på.

3. semester

Jeg startede på 3. semester i mandags! Det har været dejligt med lige knap 2 måneders ferie. Den er blevet nydt, på trods af vejret. Jeg har dog alligevel set frem til, at starte igen, da det er det, der interesserer mig, og det er det jeg vil. Så er det bare meget sjovere, at komme afsted om morgen.

Herhjemme står vi op 06.30, for at jeg kan komme med bussen til stationen og så videre med tog i 15 minutter. Lige pt. tager jeg bussen, da min cykel er flad, og jeg har simpelthen haft så travlt, så den er ikke blevet pumpet endnu. Men jeg må nok hellere snart tage mig sammen, så jeg kan cykle igen. Jeg bor nemlig kun 4 km fra stationen..

Jeg har store forventninger til dette semester, og jeg glæder mig meget til at se, hvad det kommer til at indeholde. Om ikke så længe skal vi i 2. praktik, og det glæder jeg mig til, og efterfølgende venter vores valgte specialiseringer.

Vi er desværre blevet en mindre i vores studiegruppe, så det skal vi lige vænne os til. Nu er vi kun 2. Det er lidt i underkanten, men vi er begge enige i, at vi ikke har lyst til at have andre med, på det her tidspunkt. Vi er kommet så langt, at det ikke er noget, vi tør tage chancer med. Vi kan stole på hinanden, og det synes jeg er yderst vigtigt, når man skal arbejde sammen. Det er vigtigt, at man kan stole på, at den anden part, laver det man har aftalt. Kan man ikke nå det, ved vi at det er en selvfølge man lige underetter hinanden. Så vi tør simpelthen ikke have en mere med, men nu må vi se, hvad der sker.

Indtil videre kan jeg se, at vi vil have en ugentlig studiedag, og det er egentlig meget rart. Det er selvfølgelig så vi kan læse hjemme, men tror alle vi studerende, betragter det som en fridag, en tiltrængt en. På vores skema er der sat 8 timer af, til at hjemmestudie, men jeg tror jeg taler på alle studerendes vegne, når jeg siger, at man næppe sidder 8 timer i streg og læser. Jeg bruger nogle gange dagene til, at få læst op, men aldrig 8 timer eller i nærheden af.

På trods af, at jeg er på 3. semester, har vi først lige taget hul på et modul, der hører til 1. semester, og derfor skal vi også til eksamen, om ikke så længe. Det ser jeg ikke frem til, da det fra 1. semester er så langt væk, og det er jeg blevet lidt usikker på. Grunden til, at vi først har det modul nu, er på grund af noget sygdom i lærestaben, og det er så endnu engang gået ud over de studerende. Vi er bagud i forhold til de andre studier, der ligger i sammen region. Det betyder blandt andet for de studerende, at det ikke er nemt, at blive overflyttet, hvis man fik behov for det, da modulerne ikke passer. Det er der mange, der er blevet ramt af på mit hold, og det er ærgerligt, hvis man gerne vil flytte. Jeg bliver heldigvis, hvor jeg er.

Jeg tænker at, jeg inden så længe vil vise, hvad jeg har med i min skoletaske, når jeg drager afsted mod studiet. Jeg er en af dem, der holder det simpelt, for ikke at slæbe så meget, men det kan I få at se.

Den stille pige

I mit første indlæg, hvor jeg byder velkommen, skriver jeg kort, at jeg ikke bryder mig om at være social. Det er det, dette indlæg skal handle om. Det bliver derfor et meget personligt indlæg, som jeg håber I vil tage godt imod.

I alle mine 21 år, har jeg aldrig brudt mig om, at være social. Det siger mig ikke noget, og det har det aldrig gjort. Det skal dog ikke lyde som om, at jeg som barn aldrig har været ude hos andre børn på samme alder. For det har jeg. Jeg vil bestemt mene, at jeg har haft sunde relationer som barn. Det er ikke det, der er grunden til, at jeg ikke vil være social. Jeg skal nok komme ind på grunden.

Når jeg møder ind på studiet sidder jeg mig helst lidt væk fra de andre, eller sammen med min studiegruppe (som jeg iøvrigt er virkelig glad for). Til frokost bliver jeg siddende på min plads, da jeg oftest ikke spiser frokost. I ny og næ smutter jeg med min studiegruppe, som jeg har et godt forhold til. Når vi har fri følges jeg med studiegruppen indtil vores veje skilles, og så cykler jeg ellers hjem, hvor min kæreste og 2 skønne katte venter. Når jeg er hjemme er jeg HJEMME. Jeg vil helst ikke ud og være sammen med andre, eller have besøg. Når jeg skriver det her, får jeg de grimmeste tanker, om at jeg er ensom, og for at være ærlig er der en tåre, der presser sig på.

Men jeg er IKKE ensom, jeg er bare mig. Det er et valg jeg selv har truffet. Jeg elsker at være hjemme. Også alene. Min kæreste kan få lov til, at være sammen med hans venner, så meget som han vil. Han bestemmer helt selv, hvad han vil bruge sin dag på, ligesom jeg selv bestemmer, om jeg vil sidde derhjemme alene eller om jeg vil ud.

Jeg nyder at have besøg af min familie og mine nærmeste veninder. Ligesom jeg nyder, at tage ud og spise og hygge med dem. Men så snart det kommer til folk, jeg ikke rigtig kender eller vil kende, så er det noget andet. Jeg har hele mit liv vidst, at jeg selv bestemte, hvem jeg ville kende og bruge min tid på. Derfor er jeg oftest også blevet kaldt arrogant og asocial. Og lige præcis at blive kaldt arrogant, har ramt hårdt. For hvis der er noget, jeg ikke er, så er det arrogant. Jeg vælger bare med omhu.

Jeg er blevet trådt på, og en dag tror jeg bare jeg vågnede og sagde stop. Aldrig mere, om jeg skulle trædes på eller nedgøres, af mennesker jeg ikke kender, og som vigtigst af alt ikke kender mig. Der er ikke mange, der kender mig, og det passer mig fint. Jeg vil gerne være usynlig. Jeg vil gerne være hende den stille, som man nogle gange kigger på og undre sig.

Når jeg skriver som jeg gør, er det ikke for at skabe en masse opmærksomhed på lige netop mig, men på emnet. Det er ikke alle, der har brug for, eller lyst til at være sammen med en masse og have en masse venner og bekendtskabet.  For mig er det almindeligt, men det er ikke alle, der ser sådan på det. Jeg synes bestemt ikke, at man skal holdes udenfor eller blive kaldt ting, blot fordi man har det bedst når man er alene.

Jeg er som skrevet blevet kaldt ting som arrogant osv., også af folk, der ikke har brugt så meget som 1 sekund på, at lære mig at kende. Alligevel rammer det. Jeg er hverken ensom, arrogant eller asocial…

…JEG ER BARE MIG…